Bessemer-proces, (efter Henry Bessemer), konverterproces, en hurtig metode til at lave højovnens råjern om til stål. Den revolutionerede ved sin fremkomst i 1856 industrien, fordi jern og stål kunne produceres meget billigere. Omdannelsen foregår i Bessemer-konverteren, en pæreformet stålbeholder. Processens endelige, industrielle udformning skyldes den svenske ingeniør G.F. Göransson (1858), som arbejdede ved Edskens Bruk og senere grundlagde Sandvikens jernværk.
Bessemer-processen kræver intet brændsel, men får den nødvendige varme fra den hurtige forbrænding af de opløste stoffer, hvilket netop var Bessemers geniale idé. Silicium- og manganoxid går i slaggen, mens kulilten forlader konverterens top som en larmende, 5-10 m høj flamme. Efter blæsningen tippes ovnen igen, og der tilsættes efter Robert Mushets idé (1857) noget mangan for at muliggøre en udstøbning i tætte blokke. Bessemer-konverteren er udmuret med lerholdigt sand (ganister), og slaggen er SiO2-rig. Under denne såkaldte sure procesføring er det nødvendigt at beskikke ovnen med fosfor- og svovlfattigt råjern, da disse to for stålet skadelige elementer ikke kan fjernes i en ovn med surt for. Først med indførelsen af Thomas-processen (1879) blev det muligt at udnytte de langt hyppigere forekommende fosforholdige jernmalme.
Bessemer udtog sit patent i 1855, og inden der var gået ti år, var verdens jern- og stålproduktion omstillet til denne proces. Ved processen kunne man fremstille 15 t stål på en time, hvilket indtil da ved ferskning eller pudling havde taget to uger. Efter hundrede års succesrig indsats er Bessemer-konvertere nu en sjældenhed, idet opgaverne er overtaget af elektroovne og iltblæste konvertere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.