Kviksølvforbindelser er giftige, og giftigheden skyldes formentlig deres reaktion med thiolgrupper (-SH) i proteiner. De derved dannede mercaptidforbindelser (protein-S-Hg-X) bevirker inaktivering af enzymer og ændringer af proteinernes struktur. Reaktionerne er reversible, og organiske kviksølvforbindelser er mest reaktive.

Dampe af metallisk kviksølv optages gennem lungerne og oxideres let til kviksølvioner. Uorganiske og organiske kviksølvforbindelser optages gennem mave-tarm-kanalen, og organiske kviksølvforbindelser desuden gennem huden. Kviksølvforbindelser ophobes særligt i nyrerne og for organiske kviksølvforbindelsers vedkommende desuden i hjernen. Kviksølvforbindelser opkoncentreres i fødekæden og kan efter udledning til havet nå giftige koncentrationer i fisk (se også bioakkumulation).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig