Gibbs' faselov, Gibbs' faseregel, en lovmæssighed opstillet af J.W. Gibbs for fysisk-kemiske ligevægte. Den udtrykkes i ligningen: P + F = C + 2, som refererer til et system i ligevægt (mekanisk, termisk og kemisk). P er antallet af faser (homogene områder) i systemet, og F er antallet af frihedsgrader, som angiver, hvor mange intensive variable (som regel temperatur, tryk og koncentrationer) der kan vælges frit. C er antallet af komponenter, hvilket kan defineres som det mindste antal stoffer, der kræves for at opbygge enhver af systemets faser. Eksempelvis har et system bestående af flydende vand i ligevægt med vanddamp P = 2 (væskefase og gasfase), F = 1 (temperatur eller tryk) og C = 1 (stoffet vand).

At der kun er én frihedsgrad, indebærer, at såfremt temperaturen vælges frit, vil ligevægtstrykket (damptrykket) dermed også være fikseret og omvendt. Hvis systemet desuden indeholder fast fase (is), er P = 3 og F = 0 svarende til, at både temperatur og tryk er fikseret i et tripelpunkt (et trefasepunkt). Se også fase og fasediagram.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig