Faktaboks

Jannik Bjerrum
Født
5. april 1909
Død
29. august 1992

Jannik Bjerrum, 5.4.1909-29.8.1992, dansk kemiker. Som søn af kemikeren Niels J. Bjerrum fødtes Bjerrum ind i en solid dansk videnskabelig tradition, som han videreførte gennem sit virke ved Københavns Universitet 1933-91, fra 1948 som professor og fra 1979 som emeritus. Bjerrum bidrog mere end nogen anden til at genskabe dansk uorganisk kemisk forsknings position i international sammenhæng efter 2. Verdenskrigs videnskabelige isolation.

Bjerrums videnskabelige betydning ligger især i hans bidrag til udviklingen af et af den uorganiske kemis vigtige og mest frugtbare områder, koordinationskemien, hvortil metalamminerne og andre komplekse forbindelser hører. Han bearbejdede dette område med usædvanlig konsekvens, og hans langt over hundrede publikationer fra 1931 til 1991 handler næsten alle om metalkompleksers egenskaber. Sin disputats Metal Ammine Formation in Aqueous Solution fra 1941 skrev han mod tidens sædvane på engelsk, og den blev et vejledende hovedværk for en hel generation af kemikere.

Mange yngre forskere, danske såvel som udenlandske, søgte Bjerrums laboratorium som lærested, og adskillige af dem blev senere internationalt kendte videnskabsmænd. Bjerrums laboratorieledelse udmærkede sig ved stor åbenhed over for medarbejderes og elevers valg af egne forskningsområder.

Bjerrum var medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Akademiet for de Tekniske Videnskaber og flere udenlandske akademier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig