Malonsyre, (1. led af lat. malum 'æble' og -on), HOOC−CH2−COOH, propandisyre, farveløst og vandopløseligt stof, der har været fremstillet ved oxidation af æblesyre; saltene kaldes malonater. Malonsyre forekommer i små koncentrationer i de fleste planter og er en vigtig reaktionspartner i mange organisk-kemiske synteser. Ved opvarmning i vandig væske sønderdeles det til eddikesyre og kuldioxid.