Tinpest, faseomdannelse af hvidt tin (β-tin) til gråt tin (α-tin), som har lavere densitet. Gråt tin er den stabile krystalform ved temperaturer under 13 °C, men omdannelsen sker i praksis først ved meget lavere temperatur, hurtigst mellem −20 °C og −40 °C. Tinlegeringer som hvidtmetal og loddetin er ikke følsomme for tinpest, der især forekommer på antikke tinsager og på rent tin, der har været oplagret koldt længe, fx orgelpiber. Moderne antimonlegerede tinsager (pewter) angribes heller ikke af "sygdommen", der ofte viser sig som vorter af det opsvulmede grå tin. Ved omsmeltning gendannes det almindelige hvide tin. Se også tin.