Messing har været brugt i Danmark siden 1500-t., bl.a. til fremstilling af støbte dørhåndtag. Uden at det med sikkerhed har været tilsigtet, har brugen af sådanne håndtag haft hygiejnisk virkning, idet evt. mikroorganismer, som efterlades af en uren hånd, vil blive elimineret pga. den desinficerende effekt af de kobberioner, der dannes ved iltning af messingens overflade. I 1900-t. er det blevet almindeligt at overtrække messinghåndtag med lak for at mindske behovet for pudsning, hvorved den desinficerende virkning går tabt.

.

Messing, kobber-zink-legeringer med op til 50 % zink og ofte små mængder af andre legeringsbestanddele. Mellem 1/4 og 1/3 af alt kobber anvendes i form af messing, der næst efter stål udgør den største gruppe teknisk anvendte legeringer. Messing er stærkere og hårdere end rent kobber og samtidig billigere. Legeringerne er desuden lettere at forarbejde, bl.a. ved støbning og spåntagning. De har generelt god korrosionsbestandighed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet messing kommer vist af græsk mossynoikos, efter mossynoikoi, navn på folk i NØ-Lilleasien, hvor legeringen først skal være fremstillet.

Egenskaberne varierer meget med zinkindholdet og eventuelle tilsætninger. I praksis skelner man mellem tre hovedgrupper: blyfri messing, dvs. rene kobber-zink-legeringer, blyholdig messing og specialmessing, hvis egenskaber er forbedret med andre tilsætninger. Legeringerne i de to første grupper betegnes traditionelt Ms efterfulgt af et tocifret tal, der angiver kobberindholdet i procent. Blyfri messing med højt kobberindhold (80% eller mere) kaldes også tombak. Specialmessing har som regel særlige navne eller varemærker. I stigende grad bruges dog nu internationale kodenumre eller standardbetegnelser.

Afhængigt af zinkindholdet optræder messing i to former, α- og β-messing, med forskellig krystalstruktur og vidt forskellige egenskaber. α-messing med over 65 % kobber er smidigt og formbart ved almindelig temperatur, mens β-messing, der har 50-55 % kobber, er hårdere og må valses og smedes ved høj temperatur. De mest benyttede messinglegeringer er dog α-β-messinger med omkring 60% kobber og indeholdende begge krystalstrukturer.

Taget under ét forarbejdes og formgives messing ved alle metoder: støbning, smedning, valsning, ekstrudering, trådtrækning, dybtrækning, presning og spåntagende bearbejdning.

Anvendelse

Blyfri messing og tombak er særlig egnede til plastisk formgivning (valsning, trækning osv.); ved zinkindhold over 40 % dog kun i varm tilstand. Styrke og hårdhed øges med stigende zinkindhold. Farven varierer fra brunrød over gylden (Ms 85) og lyserød til gul (Ms 75-Ms 60). Anvendelserne spænder fra fjedre og kunsthåndværk til patronhylstre, rør, kølere, elektriske kontaktdele og bygningsbeslag. Messing med 50-55 % kobber anvendes som loddemetal.

Blyholdig messing anvendes især, hvor bearbejdelighed med skærende værktøj er væsentlig sammen med korrosionsbestandighed. Kobberindholdet er som regel 53-65 %, og farven gul. En af disse legeringer, automatmessing eller fritskærende messing, bruges som målestok for andre metallers bearbejdelighed. Blyholdig messing anvendes til sand- og trykstøbning samt varmpresning (smedning) af ventiler, fittings og beslag, og ikke mindst i form af stænger til automatdrejning af maskindele og tilbehør.

Specialmessing omfatter et stort antal legeringer med andre tilsætninger end bly. Aluminium er den mest benyttede tilsætning, som både forbedrer styrke og hårdhed og giver endnu bedre korrosionsbestandighed, især over for havvand. Aluminium bruges alene, som i aluminiummessing til kondensatorrør, eller sammen med jern, mangan og evt. nikkel i manganbronze, som kombinerer særlig hårdhed og slidstyrke med havvandsbestandighed, og som bl.a. anvendes til skibspropeller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig