VR-briller og controller
En person afprøver Playstations VR-spil Sniper Elite med headset, høretelefoner og en våbenlignende controller. Fra Gamescom i 2017.
Af .
Licens: CC BY 2.0
Soldat med VR-headset
En britisk soldat træner ved hjælp af et VR-headset af typen Oculus Rift. Foto fra 2015.
Af .
Licens: OGL v1.0

Virtual reality er en computerskabt simulation i form af lyd og tredimensionelle skærmbilleder, der frembringer en slags parallelverden, som brugeren oplever at være en del af og kan påvirke.

Faktaboks

Også kendt som

VR

Det kræver meget kraftige computere kombineret med avancerede skærmsystemer at afvikle virtual reality. Ikke desto mindre bliver det fortsat mere udbredt i form af underholdningsprodukter – navnlig computerspil – til hjemmet, omend teknologien også bruges til en lang række formål inden for design, arkitektur, undervisning, navigationstræning, anskueliggørelse af komplekse data og kunst.

Teknikken bag virtual reality

Virtual reality er en måde, hvorpå man ved hjælp af computere kan gengive en fysisk, social og/eller fiktiv omverden, så tilskueren oplever sig som faktisk værende i denne verden. Som oftest gengives virtual reality ved hjælp af briller i et headset, der tages over hovedet og således dækker for synet med små, separate skærme til venstre og højre øjne.

På den måde gengives den virtuelle verden stereoskopisk, så der skabes en illusion af tre dimensioner, og den virtuelle verden fremstår som et virkeligt rum og ikke blot en todimensionel overflade. Deltageren oplever således, at vedkommende ikke befinder sig foran eller uden for, men i selve skærmbilledet og dermed den virtuelle verden.

Brugeren oplever endvidere en illusion af at kunne bevæge sig i den virtuelle verden, fordi billedet gengives i forhold til brugerens position og blikretning, der for eksempel registreres af en positionsmåler. Efterhånden er det også normalt i VR-spil, at brugeren holder controllers i hænderne, som spores af computersystemet, således at også håndbevægelser gengives i den virtuelle verden.

Andre teknikker

VR-briller udgør den mest udbredte anvendelse af virtual reality i moderne tid, men der findes også andre teknikker, for eksempel holografiske computerskærme eller en såkaldt CAVE – en terning på cirka 3 meter på hver led, som brugeren træder ind i, og hvis sider består af computerskærme, der gengiver en virtuel verden.

Erkendelsesteoretisk anvendelse af begrebet

Begrebet virtual reality bruges også i erkendelsesteoretisk sammenhæng og i en associativ betydning. Den erkendelsesteoretiske betydning er inspireret af forfatteren William Gibson, der i gennembrudsromanen Neuromancer fra 1984 (dansk: Neuromantiker, 1993) definerede det beslægtede ord cyberspace som en slags fælles hallucination. Dette begreb har senere ført til en definition af virtual reality som en digital parallelverden til den traditionelle fysiske og sociale verden med egne love for rum og tid, egne naturlove og egne sociale kontrakter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig