Computergrafik er en teknik eller et resultat af proces, hvor en computer anvendes til at fremstille billeder.

Computergrafik kan fremstå både som simple, farvede flader og som naturtro og næsten fotografisk realistiske billeder. Første gang, det lykkedes at tegne et billede ved hjælp af en computer, var i 1960, efter at den amerikanske datalog Ivan Sutherland (f. 1938) havde skrevet det grafiske program Sketchpad. Det amerikanske militær tog teknikken til sig for at bruge den til at simulere kampsituationer på grafiske skærme. Militærets forskning blev af vital betydning for computergrafikkens udvikling.

I løbet af 1970'erne blev der skrevet en lang række avancerede formler til computergrafiske billeder. Ved at analysere optiske fænomener og lysets opførsel blev man i stand til at sætte virkelighedens lys på formler og dermed skabe billeder, der gradvist er blevet mere og mere realistiske.

Film- og tv-industrien opdagede muligheder i teknikken i løbet af 1980'erne, i starten som et utal af forskellige visuelle effekter, der især ikke mindst har været interessante for reklameindustrien. På film kan computergrafik bruges både som produktionsbesparende billedmanipulation, fx til at fjerne uønskede elementer i en scene, og til effekter, der ikke før kunne lade sig gøre med andre teknikker. I filmen Jurassic Park fra 1993 indgår fx computerskabte dinosaurer med bevægelser, der kun dårligt kunne udføres med mekaniske dukker. Også inden for arkitektur og design, især bilindustrien, har man brugt teknikkens muligheder. En bil kan med computergrafik visualiseres meget overbevisende, inden der bygges fysiske modeller, og bygninger kan tegnes på computere og ligeledes visualiseres detaljeret på computergrafiske skærme.

Computergrafik af høj kvalitet er særdeles beregningskrævende, hvorfor udviklingen i it-industrien i retning af hurtigere og billigere hardware og software har særlig stor betydning. Professionel anvendelse af computergrafik var tidligere et område for større computersystemer, men fremkomsten af stadig kraftigere pc'er har fået den almene udbredelse af computergrafik til at gå meget stærkt. Især inden for områder som virtual reality, der er affødt af computergrafikken, har dette stor betydning. Ligeledes har computerspilsindustrien haft stor gavn af computergrafikkens udvikling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig