Moores lov, empirisk observation, ifølge hvilken kapaciteten af integrerede kredse (chips) fordobles for hver ca. 18 måneder. Loven har navn efter en af Intels medstiftere, Gordon Moore (1929-2023), der formulerede den i 1965. Moores forudsigelse af den eksponentielle vækst i kapaciteten har i det væsentligste holdt lige siden og har været en vigtig forudsætning for computerrevolutionen. Kapacitetsforøgelsen forventes at kunne opretholdes til ca. 2010-15, hvor transistorerne vil være blevet så små, at kvantemekaniske fænomener sætter en begrænsning.