Stalagmit, søjleformet drypsten af calcit (CaCO3), der fra gulvet i en hule rækker op mod loftet. En stalagmit dannes ved, at nedsivende grundvand, der på sin vej gennem kalkstenen ovenover har opløst og optaget calcium, drypper ned på gulvet i hulen. Her udfældes det opløste calcium som calcit, der i ren form er hvidt; urenheder i mineralet giver dog ofte stalagmitter gule eller rødlige farver. Drypsten kan også være dannet af andre mineraler, fx calcedon.

Faktaboks

Etymologi
Ordet stalagmit kommer af nylatin stalagmites, af græsk stalagma 'dråbe', afledning af stalassein 'dryppe', og -it.

Stalaktitter (drypsten fra loftet) og stalagmitter vokser ofte over hinanden og kan evt. vokse sammen til store søjler, indtil 10-20 m høje og 2 m tykke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig