Olie. Skematisk figur, der viser opbygningen af en typisk produktionsbrønd, fx fra Nordsøen. I den øverste del af brønden bruges styre- og foringsrør med stor diameter, mens de dybere foringsrør og produktionsrør har gradvis mindre diameter. Olien i reservoiret strømmer pga. det store tryk i undergrunden ind i produktionsrøret gennem perforeringerne. Øverst ses det såkaldte juletræ, et ventilarrangement, der sørger for sikker produktion under alle forhold.

.

Olie. Olie- og naturgasnettet i Danmark (1998).

.

Den første petroleum — 500 fade — kom til Danmark fra USA allerede i 1861 og blev hurtigt en populær vare som lampeolie. Den blev en konkurrent til kulgassen og forsinkede dennes udbredelse. Det danske Petroleums-Aktieselskab (DDPA) fra 1889 kom til at spille en dominerende rolle som distributør af olieprodukter i Danmark. Standard Oil indtrådte i 1892 i selskabet, og produkterne blev derefter solgt under varemærket Esso. Selskabet, der i 1952 skiftede navn til Dansk Esso, drev en betydelig rederivirksomhed med tankskibe, og i 1920 begyndte det at køre benzin ud i tankbiler til tankstationer. I 1986 overgik selskabet til Statoil A/S.

Shell begyndte handelsvirksomhed i Danmark i 1913 under navnet Dansk-Engelsk Benzin & Petroleum Co., fra 1939 Dansk Shell A/S, mens Det forenede Oliekompagni fra 1921 forhandlede BP-produkter; i 1950 fik det navnet BP Olie-Kompagniet. Senere har også andre udenlandske olieselskaber etableret sig i Danmark, og efter at oliefyr til brændselsolie er blevet almindelige, har også nogle kulhandelsvirksomheder forhandlet dette produkt.

I 1995 var de største selskaber i Danmark Statoil, Shell, Kuwait Petroleum, der i 1983 overtog Gulfs interesser i Danmark, og det i 1995 fusionerede Hydro Texaco.

Eftersøgning og produktion

Eftersøgning efter olie i Danmarks undergrund blev indledt i 1935 med en eneretsbevilling til amerikaneren F.F. Rawlin til at søge efter råstoffer. Frem til slutningen af 1950'erne blev der foretaget flere boringer, som påviste en række saltforekomster, men ikke olie. På FN's havretskonference i 1958 blev det besluttet, at råstoffer på fastlandssoklen tilhørte det nærmest liggende kystland, og efter gasfund i Holland viste der sig ny interesse for eftersøgninger i Danmark.

I 1962 fik A.P. Møller eneretten på at udnytte danske olie- og naturgasforekomster i en periode på 50 år. A.P. Møller oprettede samme år Dansk Undergrunds Consortium (DUC) sammen med Gulf og Shell. Selskabet foretog boringer på land og i Nordsøen og påviste i 1963 første gang olie. I 1971 blev der fundet olie i Danfeltet, og året efter begyndte produktionen. Senere er der fundet flere felter (bl.a. Gormfeltet, Krakafeltet, Tyrafeltet, Skjoldfeltet og Halfdanfeltet), og i 2013 var den samlede produktion på 10 mio. m3.

Allerede i 1991 var Danmark selvforsynende med olieprodukter, og i 1997 blev Danmark selvforsynende med energi. I 1981 blev vilkårene for A.P. Møllers koncession strammet samtidig med, at en del af arealerne skulle tilbageleveres til staten inden udløbet af de 50 år. Det har åbnet mulighed for, at andre selskaber kan eftersøge og producere olie på dansk område; fx indledte Statoil produktion fra Sirifeltet i Nordsøen i 1999. Statoils andel i feltet blev købt af DONG Energy i 2002, hvor firmaet samtidig overtog operatørskabet. Efterfølgende er en række mindre felter sat i produktion som satelitter til Siri-platformen. I 1996 blev Syd Arne-feltet erklæret et kommercielt fund og produktionen startede i 1999 med det amerikanske selskab Amerada Hess som operatør og DONG Energy som partner.

Myndighederne følger gennem Energistyrelsen eftersøgning og produktion af kulbrinter i den danske undergrund og udsteder koncessioner. I 2005 blev Nordsøenheden oprettet med henblik på at varetage statens medejerskab i en række licenser, herunder overtog Nordsøenheden 2012 20% af DUC. Dette er en del af den seneste aftale mellem A.P. Møller-Mærsk og den danske stat, som blev indgået i 2003. Aftalen har samtidig forlænget firmaets ret til at indvinde olie fra de igangværende felter og nye fund inden for den eksisterende koncession indtil 2042.

Gennem det statsejede DONG Energy og dets datterselskaber deltager staten aktivt i både forsyningsaktiviteterne samt direkte i efterforskning og produktion. Datterselskabet Dansk Olierør A/S ejer en olierørledning fra felterne i Nordsøen til Fredericia.

Raffinaderier

Olie. Luftfoto fra 1996 af Statoils olieraffinaderi i Kalundborg.

.

Planer om et dansk raffinaderi går tilbage til 1930'erne, men først med det stigende olieforbrug efter 2. Verdenskrig blev det økonomisk attraktivt at bygge olieraffinaderier i Danmark. Dansk Veedol, der var ejet af J.P. Getty, opførte det første i Kalundborg i 1960. Det blev i 1963 solgt til Dansk Esso, der i 1986 videresolgte det til Statoil.

I 1963 indviede Gulf Oil et olieraffinaderi på Stigsnæs ved Skælskør, der skulle forsyne hele Skandinavien. Det blev i 1983 overtaget af Kuwait Petroleum, men lukket i 1997 pga. overkapacitet blandt europæiske raffinaderier. Danmarks tredje raffinaderi blev bygget af Shell i Fredericia i 1966. Endelig har Haahr Benzin et lille og specielt raffinaderi ved Aabenraa, der blev sat i drift i 1987. Det producerer ultralet diesel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig