brunkul

Brunkul er en række meget varierende kultyper, brune til sorte, som alle kan kendes på, at de giver en brun stregfarve. De dannes ved iltfri og ufuldstændig omdannelse af begravede, døde rester af planter, som i lighed med tørv ofte kan genkendes. Brunkuls omdannelsesgrad ligger mellem tørv og stenkul. De fleste brunkulforekomster findes i aflejringer fra Tertiærtiden og er op til 60 mio. år gamle.

Brunkul findes i lag af 5-100 m tykkelse og undertiden flere kvadratkilometer i udbredelse. Lagene ligger i de fleste tilfælde så højt, at brydningen kan finde sted i åbne miner. Ofte medfører dette væsentlige lokale miljøgener. De største europæiske forekomster findes i Tyskland, navnlig i Sachsen.

En stor del af verdens kulforbrug og kulreserver er brunkul. I Danmark findes de største forekomster i Midtjylland, og de jyske brunkulslejer har givet væsentlige bidrag til den danske energiforsyning i perioder med mangel på importeret brændsel.

Under og lige efter 2. Verdenskrig produceredes i Jylland over 2 mio. t brunkul pr. år, og brunkul havde ligesom tørv en afgørende rolle for brændselsforsyningen i Danmark. Produktionen, som var koncentreret i et område syd for Herning, forøgedes mere end ti gange; mens brunkul og tørv før krigen dækkede ca. 2,5 % af forbruget beregnet efter brændværdien, udgjorde de to brændselssorter 44 % i 1944.

Pga. et højt vand- og askeindhold er brændværdien relativt ringe (mindre end 24 MJ pr. kg), og indholdet af urenheder er stort. I Centraleuropa (Tjekkiet og Slovakiet), hvor brunkul har været det væsentligste brændsel, har det med sit høje svovlindhold (op til 10 %) været årsag til en omfattende luftforurening. Det formodes at være en væsentlig årsag til skovdød. Brunkul blev anvendt i danske kraftværker indtil 1960'erne.