rav

Rav førtes til Sydskandinavien med istidens gletsjere, og ved kysterne indsamlede oldtidens folk det gule og tilsyneladende uforgængelige stof. Ravets evne til gnistrende udløsning af statisk elektricitet har givetvis næret troen på stoffets magiske kræfter. Anvendelsen af rav som smykkemateriale begyndte samtidig med rensdyrjægernes kolonisation af Sydskandinavien i slutningen af istiden. Fra Hamburg-kulturen foreligger bl.a. en gennemboret ravskive fundet på bopladsen Meiendorf ved Hamburg. Aflange, klumpede hængesmykker, ofte med indridset ornamentik, optræder bl.a. på Maglemose- og Ertebøllebopladser 9000-3900 f.Kr. Til jægerstenalderen dateres også et lille antal dyreformede hængesmykker (et elghoved, en fugl og flere bjørne). De tolkes som totemsymboler og er de eneste kendte eksempler på plastisk figurativ kunst fra stenalderen i Danmark. Ravperler findes ofte i bondestenalderens grave.

Ved Dragsholm har man udgravet skelettet af en mand, som lå begravet med klynger af ravperler fastgjort til bryst og arme. I danske moser kendes også talrige fund af ravdepoter med tusindvis af smykker, nedlagt som ofre til guddommelige magter i bondestenalderen. Fra Danmarks bronzealder kendes kun få smykker af rav. Måske anvendtes materialet da til røgelse, jf. ty. Bernstein og sv. bärnsten, egl. 'brændesten'. I hvert fald viser fund af naturrav og småklumper af rav i urnegrave, at der også i bronzealderen er foregået en livlig indsamling af rav.

Som andre materialer med begrænset forekomst (fx flint, metal) blev rav gennem hele oldtiden distribueret vidt omkring i Europa. I bronzealderen nåede ravet til Middelhavslandene og dukkede op i de mykenske skaktgrave omkring 1600 f.Kr. I Norditalien skabte etruskiske og romerske kunsthåndværkere raffinerede billedskærerarbejder af rav importeret fra Østersøegnene. I danske jernaldergrave ses ravperler ofte kombineret med glasperler i fornemme kvinders brystkæder, og fra våbenoffermoserne foreligger store amuletperler, som krigere har båret ophængt ved sværdskeden. I middelalderen var rav yndet til fremstilling af bedekranse.

I 1200-t. fik Den Tyske Ridderorden monopol på indsamling og handel med rav fra de rige østbaltiske forekomster. Der stiftedes ravsliberlav, først i Brügge og senere i Lübeck og Danzig, og da efterspørgslen på bedekranse faldt efter Reformationen, blev rav i stedet anvendt til kunsthåndværk (fx skåle, lysestager, møbelindlægninger). I løbet af 1800-t. mekaniseredes udvindingen af rav i de østbaltiske ravlejer, og den årlige produktion i den største mine ved Palmnicken i Samland (Rusland) nåede i 1895 op på 600.000 kg. Heraf anvendtes 90% til fremstilling af lak og fernis, resten til fremstilling af bl.a. smykker, pibemundstykker og skafter til papirknive.

Ravminen ved Palmnicken er stadig i funktion, men hovedparten af det rav, som i dag handles på verdensmarkedet, stammer fra Polen og Litauen. Rav fås fra Danmark, sjældnere fra Myanmar (Burma) og Italien. Endvidere er der fundet større forekomster i Den Dominikanske Republik; dette rav er særlig rigt på dyre- og planterester.