Chromit, (af grundstofnavnet chrom og -it), chromjernsten, sort mineral med metalglans. Det har hårdheden 5-51/2, massefylden 4,5-4,8 g/cm3, og det krystalliserer kubisk. Mineralets ideelle sammensætning er FeCr2O4, men i flere naturlige chromitmineraler er jern delvis erstattet af magnesium og chrom af aluminium. Chromit udskilles meget tidligt ved krystallisation af basaltiske magmaer og kan i lagdelte intrusioner danne metertykke lag. Mineralet findes også koncentreret i bjergarten peridotit, der stammer fra Jordens kappe. Stort set alt chrom udvindes fra disse to typer af forekomster. Ikke-rentable chromitforekomster kendes fra Fiskenæsset (Qeqertarsuatsiaat) i Vestgrønland.