Stratigrafi, (af lat. stratum 'lag' og -grafi), den del af geologien, der har til formål at beskrive geologiske lags indbyrdes alder og sammenhæng. Kendskab til lagenes alder er nødvendigt for at kunne sammenligne den geologiske udvikling af forskellige områder. Stratigrafien er en af de ældste og mest grundlæggende grene af geologien.

De første stratigrafiske principper er beskrevet af Niels Stensen, der i 1669 opstillede superpositionsprincippet, som siger, at i uforstyrrede lagserier er de nederste lag ældre end de overliggende lag.

Lithostratigrafi beskriver og inddeler bjergarterne i genkendelige enheder ud fra deres lithologi (fx skifer, sandsten, kalksten og aske) og fossilindhold, hvorved enhederne indordnes og navngives i et hierarkisk system af grupper, formationer, led og lag.

Biostratigrafi bruges til relativ aldersbestemmelse ud fra indholdet af karakteristiske fossiler. Især ud fra mikroskopiske fossiler, fx foraminiferer eller dinoflagellater, der kan forekomme i hundredvis af forskellige arter inden for samme prøve, er det muligt at korrelere samtidige lag i geografisk adskilte områder og indplacere lagserien i æon, æra, periode, epoke og alder i den geologiske tidsskala, kronostratigrafien. I de sidste årtier i 1900-t. kom der i takt med udvikling af nye analytiske metoder et væsentligt supplement til de klassiske biostratigrafiske metoder i form af absolut datering ud fra radioaktive isotoper (isotopgeologi) samt relativ datering og korrelation ud fra variationen af forskellige organisk- og uorganisk-kemiske komponenter. Mineralers magnetiske orientering (geomagnetisk polaritet) og intensiteten af Jordens magnetfelt anvendes i magnetostratigrafi til at bestemme geologiske lags eller lagseriers korrelation, idet de magnetiske poler med uregelmæssige mellemrum bytter plads. Se også palæomagnetisme.

Sekvensstratigrafien er en relativt ny del af stratigrafien, som er blevet udviklet siden midten af 1970'erne. Her integreres alle stratigrafiske og sedimentologiske data for at opstille én samlet model, der opdeler lagserien i rumlige enheder, sekvenser, der hver især er dannet inden for samme tidsrum. Det tidsrum, hvori én sekvens er dannet, svarer til én overordnet cyklus i relativt havniveau. Disse ændringer i relativt havniveau skyldes enten globale ændringer i vandvolumen (glacialt betingede) eller lokale hævninger eller sænkninger af landområder pga. tektoniske bevægelser. Den sekvensstratigrafiske metode giver mulighed for at beskrive sedimentære bassiners udvikling både dynamisk (til enhver tid) og rumligt (fra kystnære til dybmarine aflejringer) og er derfor et meget vigtigt middel til at forudsige fordelingen af fx mulige kilde- og reservoirbjergarter for olie.

Stratigrafien og de enkelte arbejdsmetoder har stor praktisk anvendelse inden for olieefterforskning og -produktion. De stratigrafiske metoder anvendes både til tolkning af resultater fra boringer (sedimentologi, geofysik, logstratigrafi, biostratigrafi og sekvensstratigrafi) og seismiske undersøgelser (seismologi) samt til modeller for fordeling af kilde- og reservoirbjergarter og dermed vurdering af mulige efterforskningsmål. Metoderne bruges også i forbindelse med anden geologi, fx grundvandsudnyttelse, bekæmpelse af forurening af de underliggende jordlag, råstofproduktion og større anlægsarbejder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig