havniveauændringer

Havniveauændringer, Foruden tidevand og andre kortvarige ændringer af vandspejlet varierer havniveauet også over geologisk tid op til flere hundrede meter. Der skelnes mellem lokale, relative skift i havniveauet i forbindelse med fx lokal landhævning, isostasi, og globale skift i havniveau, eustasi.

I forbindelse med dannelse af iskapper trykkes jordskorpen indtil flere hundrede meter ned; under og efter isens afsmeltning hæver landet sig atter. I Skandinavien hæver landet sig stadig efter sidste istid, i den nordlige del af Den Botniske Bugt op til 9 mm pr. år. Også pladetektoniske forstyrrelser kan føre til relative ændringer, fx i forbindelse med bjergkædedannelse i Middelhavsområdet.

Klimaskift, herunder især istider, er den ydre årsag til globale havniveauskift, og betydelige ændringer af denne type forekommer over perioder så korte som 10.000-100.000 år. Store mængder vand bindes i iskapper, og havniveauet sænkes flere hundrede meter.

I 1900-t. steg havniveauet 1-2 mm om året, og en evt. global opvarmning kan resultere i en stigning på ca. 73 m ved bortsmeltning af et isvolumen svarende til indlandsisen på Grønland og Antarktis.

En anden og mere langvarig ændring i havniveauet skyldes ændringer i selve rumfanget af oceanerne forårsaget af processer i Jordens indre. Havbundsspredning og efterfølgende pladesubduktion medfører, at rumfanget af oceanerne skifter over geologisk tid, ca. 10-100 mio. år. I perioder med megen nydannet (varm) og højtliggende havbund er rumfanget af oceanerne mindre i forhold til perioder med megen gammel (kold) og dybtliggende havbund. Effekten af disse forhold kan være havniveauændringer på over 200 m.

Også pludselige vulkanske episoder, som dem der menes at have dannet de enorme oceaniske plateauer, kan medføre havniveauskift på forholdsvis kort tid, dvs. få mio. år. I 1970'erne fremførtes en hypotese om, at globale skift i havniveauet på indtil flere hundrede meter har haft betydelig indflydelse på aflejring af sedimenter på kontinentalsoklen og dybhavet. I perioder med lavt globalt havniveau er kontinentalsoklen mere eller mindre tørlagt, og floder kan transportere sediment fra kontinentet langt ud på soklen. Herfra føres det med turbiditstrømme ud over kontinentalskrænten. I disse perioder vokser soklen hovedsagelig i bredden. I perioder med højt havniveau (som i nutiden) befinder kontinentalsoklen sig typisk på 100-200 m vand, og sedimenter ført ud med tidevand og under stormsituationer aflejres hovedsagelig oven på denne, der derfor vokser i tykkelse; vanddybden forringes kun i mindre grad, da de ekstra lag tynger soklen ned.

Det mønster af aflejringer og erosionsflader på kontinentalsoklerne og under den kontinentale hævning, som havniveauskift medfører, er bl.a. blevet kendt ved olie- og gasefterforskning.