Kridt. I Kridt drev de sydlige kontinenter, Afrika, Sydamerika, Antarktis og Indien, langsomt fra hinanden. Australien var dog fortsat forbundet med Antarktis. Det globale havniveau steg i løbet af perioden, og store dele af kontinenterne blev overskyllet af lavvandede have. I Sen Kridt var kun 18% af jordoverfladen land mod i dag 29%. Danmark, som lå på ca. 40 °n.br. og havde et varmt tempereret og subtropisk klima, var i næsten hele perioden dækket af hav.

.

Kridt er en geologisk periode for ca. 145-66 millioner år siden. Perioden udgør den sidste del af Mesozoikum, Jordens middelalder, og dens afslutning markeres af en voldsom uddøen. I Kridt bredte blomsterplanterne sig, og dyreverdenen domineredes af dinosaurer. Klimaet var gennemgående mildere end i dag, og temperaturforskellen mellem de ækvatoriale og polare områder var mindre. Kridt blev første gang anvendt som stratigrafisk enhed i 1822 på grundlag af aflejringer i Nordfrankrig.

Faktaboks

Også kendt som

Kridttiden

Planteliv

Kridt. Fossil blomsterstand (knap 1 mm bred) fundet i lag fra Tidlig Kridt nær Torres Vedras 25 km nord for Lissabon. Blomsterstanden udgøres af hanblomster, der hver kun består af ét støvblad, dvs. udelukkende er et pollenbærende organ. Planten er beslægtet med den nulevende Hedyosmum, en slægt i familien Cloranthaceae, hvis taksonomi er usikker, men som ofte placeres nær peberfamilien.

.

Jordens vegetationsdække gennemgik store forandringer i Kridt. I begyndelsen af perioden var skovvegetationen stadig karakteriseret af nåletræer, koglepalmer, bennettiter og ginkgoer. Denne gamle flora blev trængt tilbage af blomsterplanterne, som spredte sig eksplosionsagtigt.

Rige fund af fossile blomster har givet et omfattende kendskab til disse tidlige blomsterplanters evolutionshistorie og viser, at de første blomsterplanter havde små, ubetydelige blomster. Kronblade udvikledes senere og er først fundet hos blomster fra Sen Kridt. Nogle studier peger på, at de tidlige blomsterplanter var små buske og urter.

I Sen Kridt var blomsterplanterne etableret over det meste af Jorden, og mange moderne former var udviklet. I de ækvatoriale regioner begyndte palmerne at sprede sig, men klimaet var i perioder tørt, og vegetationen sikkert åben. Også på de mellemste breddegrader var vegetationen åben, præget af sæsonmæssig tørke, og den indeholdt mange nu uddøde arter beslægtede med bl.a. valnød og platan. På højere breddegrader tæt ved polerne herskede der generelt mere humide forhold, og her kunne yppige subtropiske løvskove etablere sig, hvilket fine fossilfund fra Grønland vidner om.

Dyreliv

Dinosaurerne, som i Jura havde bredt sig over hele Jorden, dominerede fortsat livet på landjorden. Stegosaurer (kamøgler) og gigantiske sauropoder (sumpøgler), der havde været de almindeligste planteædere i Jura, blev i Kridt afløst af forskellige dinosaurer af ordenen Ornitischia med tænder og kæber tilpasset til at tygge de nyopdukkede blomsterplanter. De tobenede hadrosaurer (andenæbsøgler) og iguanodontider var blandt de almindeligste, men også ceratopsier (næsehornsøgler) og ankylosaurer (panserøgler) havde succes. Rovdinosaurernes størrelse spændte vidt, fra små dyr på størrelse med høns til de enorme tyrannosaurer. I Sen Kridt opstod mange små pattedyr, men de forblev forholdsvis sjældne. I luften opnåede flyveøgler gigantiske størrelser; Quetzalcoatlus fra slutningen af perioden havde et vingefang på mere end 12 m. I begyndelsen af Kridt udvikledes flere nye fuglegrupper, og deres succes kan have været en medvirkende årsag til pterosaurernes nedgang i periodens slutning.

I havet var ammonitter og andre blæksprutter almindelige, men de fik efterhånden konkurrence fra moderne benfisk. Havgående varaner, mosasaurer, kunne blive op til 12 m lange. Iktyosaurerne (hvaløgler) uddøde midt i perioden, mens plesiosaurerne (svaneøgler) først forsvandt ved dens slutning. Blandt de bundlevende dyr var mosdyr (bryozoer) mange steder dominerende. Rudister (korallignende muslinger) byggede enorme rev langs med Tethyshavets kyster. Ved slutningen af Kridt ramtes den biologiske verden af en omfattende masseuddøen, se Kridt-Tertiær-grænsen.

Palæogeografi

I Jura begyndte superkontinentet Pangæa at bryde op, og denne udvikling fortsatte i Kridt. Ved periodens slutning var alle de sydlige kontinenter selvstændige områder med undtagelse af Australien, der stadig var forbundet med Antarktis. De nordlige kontinenter lå endnu samlet, men lavvandede indhave delte kontinentet op i en række adskilte enheder. Europa bestod af flere mindre øer, og Nordamerika var opdelt i en vestlig og en østlig del.

Kalkaflejringer fra slutningen af Kridt findes næsten overalt i Danmarks undergrund og kommer frem til overfladen i Nordjylland, Østsjælland og på Møn. Kalken består af skalrester af encellede kalkalger, der levede i de lavvandede have, som i Sen Kridt trængte ind over Europa. Aflejringerne fra begyndelsen af Kridt er mere sandede og lerede; de træffes i Danmark på Sydbornholm og ellers kun i boringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig