Karbon. Palæogeografisk kort, der viser Gondwana omkring Sydpolen og Laurusia ved ækvator. I Sen Karbon kolliderede de to kontinenter, og de hercyniske bjergkæder blev dannet. I løbet af Karbon indtrådte en klimaændring, og Sen Karbon var præget af istider, hvor store dele af den sydlige halvkugle var nediset. Omkring ækvator var der dog fortsat varmt, og her dannedes kul i store sumpområder navnlig i Sen Karbon. Danmark lå i det tropiske klimabælte lige syd for ækvator.

.

Karbon, geologisk periode for ca. 354-290 mio. år siden. Karbon udgør den næstyngste periode i Jordens oldtid, Palæozoikum. I Tidlig Karbon var klimaet varmt, men i løbet af perioden indtrådte en klimaforværring, og i Sen Karbon var polområderne dækket af is og gletsjere. På den sydlige halvkugle nåede isen helt op til 30° s.br. I Karbon spredte træer og buske sig over det meste af Jorden. Hvirveldyrene domineredes af urpadder. Midt i perioden opstod krybdyrene. Karbon blev opstillet som stratigrafisk enhed i 1822 i England.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Karbon kommer af latin carbo 'kul', genitiv carbonis.
Også kendt som

Kultid

Planteliv

Karbon. Stratigrafisk skema, der viser udviklingstendenser i Karbon. Planterne udviklede en hidtil ukendt frodighed og formrigdom. De fleste var sporeplanter i slægt med nutidens ulvefødder, padderokker og bregner, men i løbet af perioden blev frøbregner og cordaiter (nåletræslignende vækster) vidt udbredte. Urpadder var almindelige, og tidligt i Sen Karbon opstod krybdyrene. Flyvende insekter beslægtet med nutidens vårfluer og guldsmede blev almindelige i Sen Karbon.

.

Floraen i Karbon var præget af evolution af mange nye arter og former inden for de fleste plantegrupper. I Devon og begyndelsen af Karbon var vegetationen ret ensartet over hele kloden, men den klimatiske udvikling i Sen Karbon ledte frem til en opdeling i adskilte floraprovinser.

I Gondwanas kølige klima spredtes Glossopteris-floraen med sine løvfældende træer tilhørende frøplanterne. I det fugtige, tropiske klima på det laurusiske kontinent udvikledes langs kysterne en mørk, tæt sumpskov med store, træagtige ulvefodsplanter, padderokker, bregner, pteridospermer (frøbregner) og nåletræslignende vækster. Denne sumpvegetation gav ophav til tykke tørvelag, som gennem senere geologiske processer blev omdannet til de stenkul, man i dag bryder i Europa og Nordamerika.

Sumpskovenes almindeligste planter var ulvefodstræerne Sigillaria og Lepidodendron. De havde op mod 40 m høje stammer og små, græslignende blade, der efterlod et karakteristisk ruderformet spiralmønster på stammen. Padderokken Calamites var også almindelig. Den kunne blive 20-25 m høj og havde en hul stamme. Grene og blade sad i kranse, sådan som man kender det hos nutidens små, urteagtige padderokker. Sumpfloraen eksisterede næsten uforandret indtil slutningen af Perm, da den forsvandt, efterhånden som klimaet blev tørrere.

Dyreliv

Karbon var urpaddernes tidsalder. Der udvikledes talrige nye grupper, og de må have været almindelige overalt i kulsumpene. Karbontidens padder var gennemgående store og tunge dyr, der kun med besvær kunne bevæge sig på land; de største blev mere end 2 m lange. De var alle rovdyr og har sikkert levet mest af fisk. Padderne gennemløber et haletudsestadium, før de bliver voksne, hvorfor de må lægge deres æg i vand. Midt i Karbon opstod krybdyrene, der lægger såkaldte amniote æg, som er uafhængige af vand. Krybdyrene kunne således i modsætning til padderne brede sig til tørre landområder. De første krybdyr var små og adrætte og levede sandsynligvis af de mange insekter, der opstod i løbet af Karbon. Krybdyrenes tidligste evolution var hurtig, og allerede i Karbon udskiltes flere separate udviklingslinjer, heriblandt den synapside linje, der senere gav ophav til pattedyrene, og den diapside linje, der senere gav ophav til krokodiller, dinosaurer og fugle.

Karbons marine dyreliv domineredes af søliljer, bryozoer, brachiopoder og rugose koraller. Produktionen var høj, især i Tidlig Karbon, da havet bredte sig. Mange steder dannede skalresterne tykke kalkstenslag. I de frie vandmasser var ammonitter med simple lobelinjer (goniatitiske ammonitter) og palæoniscide benfisk almindelige. Fiskene var også udbredt i de ferske vande.

Palæogeografi

I begyndelsen af Karbon var de fleste kontinenter samlet i superkontinenterne Gondwana (Sydamerika, Afrika, Australien, Antarktis, Indien og den sydlige del af Europa) og Laurusia (Nordamerika og Europas ældste kontinentkerne, Baltica). I løbet af Karbon nærmede de to kontinenter sig hinanden, og i Sen Karbon kolliderede de under den hercyniske foldning.

Lag fra Karbon er i Danmark kun påvist i boringer. Lag fra Tidlig Karbon er fundet under Falster, og i Kattegat har man fundet aflejringer fra Sen Karbon. Lag fra Mellem Karbon er påvist i Nordsøen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig