Cyprina-ler, en type havaflejringer overvejende af ler fra Eem-mellemistid; forekommer i det sydlige Danmark og i Nordtyskland. Aflejringerne kan bl.a. ses i Ristinge Klint på Langeland. Cyprina-ler er aflejret i ret lavt, roligt vand og er karakteristisk ved at indeholde muslingen Arctica islandica (molboøsters), hvis navn tidl. var Cyprina islandica. Faunaen viser, at temperaturen var højere end i dag.