Euroasiske Plade.

.

Euroasiske Plade.

.

Asien - geologi, Asien er både det største og yngste af Jordens kontinenter. Hovedparten af det asiatiske kontinent indgår sammen med Europa i Den Eurasiske Plade, andre dele tilhører andre plader. Den Arabiske Halvø regnes i pladetektonisk sammenhæng ikke med til Asien.

Asien har længst mod nord en mere end 1900-3500 mio. år gammel prækambrisk kontinentkerne, Angara. Grundfjeldet er her blottet i et mindre område mod nord, Anabarskjoldet, og i Aldanmassivet mod sydøst. Jordskorpen i resten af det asiatiske fastland, over tre fjerdedele af kontinentet, er blevet tilføjet i løbet af de sidste 700 mio. år, ved at unge og gamle skorpeområder er blevet forenet med Angara i såkaldte tilvækstbælter.

Denne tilvækst er ikke ophørt; der dannes vedvarende ny skorpe ved de tektonisk og seismisk aktive øbuesystemer i Sydøst- og Østasien. Pladegrænserne markeres her af oceandyb ("dybhavsgrave"), hvor oceanisk lithosfæreplade synker ind og i de såkaldte subduktionszoner føres ned under øbuerne til 650-700 km dybde. Det er de tektoniske og magmatiske processer i disse zoner, der producerer ny kontinentskorpe; det sker dels ved, at afskrabet og tilført materiale stables op i en tyk bræmme foran øbuerne, og dels ved, at magma, som stiger op under øbuerne, størkner som dybbjergarter eller vulkansk lava og aske. Kontinentvækst sker også ved, at havbundsspredning og pladebevægelser fører "brudstykker" af gammel kontinentskorpe fra et kontinent til et andet. Nutidig havbundsspredning syd for Australien fører således dette kontinent på kollisionskurs mod Timor og andre øer i Indonesien, og Australien forventes derfor engang at blive forenet med Asien — ligesom Ny Guinea, der nu østfra presses ind i det østlige Indonesien.

De ældre tilvækstbælter i det asiatiske fastland blev også pladetektonisk udviklet, og mens de dannedes, førte skiftende pladebevægelser Asien vidt omkring på jordkloden. Da Bajkaliderne blev tilføjet for 700-540 mio. år siden, befandt Angara sig på 20°-40° s.br. og kolliderede her med et foranliggende øbuesystem. Det næste tilvækstbælte, Altaiderne, blev tilføjet, da Asien under sin drift var nået nord for ækvator. Altaiderne er opbygget af tidligere øbuesystemer, som blev forenet med Asien i løbet af Palæozoikum frem til Yngre Karbon. Deres meget komplicerede strukturer skyldes, at øbuerne kom i klemme, da de blev føjet til Asien. De blev vredet, bukket sammen og indbyrdes forskudt, og sedimentlagene blev foldet og gennemsat af nye magmabjergarter.

For 300 mio. år siden kolliderede Asien med Europa. Herved opstod superkontinentet Pangæa, som også omfattede Gondwana. Asien og Europa blev ved kollisionen solidt sammensvejsede i Uraliderne, hvis vestlige del nu er hævet som Uralbjergene. Ved samlingen af Pangaea blev et prækambrisk massiv fra Gondwana, Serindia, føjet til syd for Altaiderne. Pangaea var allerede gennemsat af brud og riftzoner, da det for 240-150 mio. år siden i Trias og Jura blev opdelt i flere kontinenter og plader. Asien blev herved en del af Den Eurasiske Plade. Samtidig udvikledes et stort afsnøret sedimentbassin i det vestsibiriske lavland. Her afsattes tykke fersk- og brakvandsaflejringer med et usædvanlig højt organisk indhold, som nu, efter godt 100 mio. års lagring, er modnet til kulbrinter og danner nogle af verdens største olie- og gasforekomster.

Den yngste tilvækstzone, Tethysiderne, blev udviklet langs Den Eurasiske Plades syd- og østlige rand i løbet af de sidste 250 mio. år. Havbundsspredning i oceanerne syd og øst for Den Eurasiske Plade førte øbuer og små og store kontinentfragmenter fra det sønderdelte Pangaea frem mod Asien. De gamle kontinentstumper kom fra den afrikanske del af Gondwanaland og fra et nu helt opsplittet kontinentområde, Cathysia, der lå nord for Australien. I det nordøstligste Asien tilførtes skorpe fra Den Nordamerikanske Plade.

De "fremmede" øbuer og kontinentfragmenter i Tethysiderne blev sammenknyttet af kimmeriske og alpine bjergkæder, foldet i henholdsvis Trias-Ældre Kridt og i Yngre Kridt-Tertiær. De kimmeriske kollisioner påvirkede de nærliggende dele af Altaiderne, hvor bl.a. Tien Shan-bjergene blev opskudt mod nord, så dybt begravede olieskifre i det senpermisk-mesozoiske Junggarbassin blev hævet og svagt foldet, hvorved der opstod rige olie- og gasfelter i bassinets randnære dele.

Under Indiens norddrift bort fra Madagaskar indtraf i begyndelsen af Tertiær gentagne vulkanudbrud, hvorved Deccans plateaubasalter dannedes oven på det nedslidte grundfjeld og riftzoner fyldt med permisk-mesozoiske sedimenter. For 50-45 mio. år siden kolliderede Indiens brede nordlige shelf med Asien, og Indien er siden som en rambuk blevet presset længere og længere nordpå ind i Den Eurasiske Plade. Shelfen blev herved gennemsat af overskydninger og stablet op i Himalayabjergkæden syd for Indus-Tsangpo-suturen, hvor der er bevaret rester af oceanskorpe og en indeklemt øbue. Mens Himalaya hævedes, førte floderne nedbrydningsmaterialet sydpå. Det opfylder nu fordybet under Den Indo-gangetiske Slette og danner to større aflejringskegler, der strækker sig langt ud i Det Arabiske Hav og Den Bengalske Havbugt. Under Himalayas hævning skønnes i alt 20 mio. km3 at være blevet fjernet af erosionen.

Kollisionen og Indiens vedvarende norddrift i Yngre Tertiær og Kvartær bragte Indien omkring 4000 km nærmere Angara. Jordskorpen under Indus-Tsangpo-suturen og Det Tibetanske Højland blev usædvanlig tyk, 65-80 km. Samtidig blev store dele af de tidligere dannede tilvækstbælter nord for Indus-Tsangpo-suturen tektonisk genoplivet, og derved dannedes de høje bjergkæder og store højsletter, som nu præger Centralasiens landskaber. Indiens nordvestlige "hjørne" blev presset dybt ind i det kimmeriske foldebælte, hvor Pamirbjergmassivet hævedes. I Tibet og Kina udvikledes store, stadig seismisk aktive sideværts forkastninger, og nedslidte foldestrøg i Altaiderne blev omformet til unge brudbjerge. Selv ved Angaras sydrand blev Bajkalriften revet op som et dybt sår, der gik helt ned til bunden af jordskorpen.

Indiens pres drev også Den Eurasiske Plade mod nord; det kan have igangsat udviklingen af bl.a. De Japanske Øbuer, som har et fundament af gammel skorpe. Nord for Korea løsnede brud i randen af pladen en stribe af den gamle fastlandsskorpe, og den blev liggende, mens Den Eurasiske Plade drev nordpå, og Det Japanske Hav blev åbnet ved hurtig havbundsspredning for ca. 15 mio. år siden. I de unge aflejringsbassiner mellem fastlandet og de vulkanske øbuer i Øst- og SØ-Asien, hvor varmestrømmen er stor, er der i løbet af relativt kort tid udviklet betydelige olie- og gasforekomster.

Asiens omskiftelige geologiske historie med livlig og varieret magmatisk aktivitet har medført, at kontinentet er særdeles rigt på mineralske råstoffer. Der udvindes bl.a. jern, nikkel, platin, chrom, wolfram, molybdæn, uran, tin, bly, kobber, guld, sølv, antimon og kviksølv. Meget berømte er de sibiriske diamantforekomster, der er knyttet til dybe kraterrør, hvor diamantførende kappebjergarter fra mindst 150 km dybde eksplosivt er ført op i Angarakernens ellers yderst stabile skorpe. Det skete for 450-150 mio. år siden, mens nye tilvækstbælter blev udviklet uden om kernen. Diamanter udvindes også i Uralbjergene og er senest fundet på enkelte lokaliteter inden for Altaiderne.

Sedimentært dannede fosfatrige lag er udbredt i Kasakhstan og det østlige Sibirien; de udvindes til kunstgødning. Asien huser også store forekomster af kul og brunkul; brydning sker bl.a. i det centrale Sibirien, Kina, Vietnam, Indien og Indonesien.

Læs mere om Asien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig