kinetik

Inden for biologi og sundhedsvidenskab indgår kinetikbegrebet i forskellige sammenhænge. Enzymkinetik omtales under enzymer; lægemidlers optagelse, fordeling og udskillelse (farmakokinetik) omtales under lægemidler.

Inden for fysiologi (se klinisk fysiologi) og biokemi anvendes tracerkinetik, dvs. de praktiske, fysiske og matematiske metoder, der knytter sig til udredningen af stoffers og væskers transport, ophobning og udskillelse i organismen. Tracerkinetik anvendes ved undersøgelse af fysiologiske og sygelige (patofysiologiske) mekanismer i levende organismer, fx ved bedømmelse af nyrefunktion, hjertefunktion, leverfunktion og blodkredsløb.

En tracer (eng. 'sporstof') er et grundstof eller en kemisk forbindelse, der efter at være blevet indtaget, indåndet eller indgivet ved indsprøjtning kan registreres med måleapparatur. Som tracer anvendes ofte en radioaktiv isotop. Traceren følger modersubstansen, dvs. de stoffer eller legemsvæsker, der ønskes undersøgt, og udgør så lille en mængde i forhold til denne, at den ikke selv påvirker de biologiske systemer, der undersøges.

En afmålt mængde af traceren kan indgives som enkelt dosis eller over længere tid gennem en blodåre, der forsyner et organ eller vævsområde. Desuden kan den ved en indsprøjtning i fx hud- eller muskelvæv indgives i form af et lille depot, der langsomt afgiver stoffet. Mængden eller koncentrationen af traceren bestemmes i blodprøver eller ved måling af radioaktiviteten fra det undersøgte organ eller vævsområde. Herved kan tracerens fjernelseshastighed (udvaskning, clearance) og middelopholdstid måles, og ved at underkaste måleresultaterne matematiske beregninger kan stofudskillelsen, blodgennemstrømningen eller det gennemstrømmede rumfang bestemmes.