Magnetisk monopol, i fysikken betegnelse for en hypotetisk partikel med kun én magnetisk pol (nordpol eller sydpol). Mange elementarpartikler optræder som magnetiske dipoler med både nord- og sydpol. Magnetiske monopoler er aldrig observeret, men forekommer i mange skitser til nye fysiske teorier, hvor de spiller en nøglerolle. Blot en enkelt magnetisk monopol ville fx kunne forklare kvantisering af elektrisk ladning.