Patrick Maynard Stuart Blackett, 18.11.1897-13.7.1974, engelsk fysiker, professor ved universiteterne i London og Manchester og ved Imperial College of Science and Technology. Blackett fik i 1948 nobelprisen i fysik for udviklingen af den automatiske registrering af den kosmiske stråling ved hjælp af fotografering og for sine opdagelser med denne teknik, bl.a. den første fotografering af en kernereaktion (1925). Uafhængigt af C.D. Anderson fandt han i 1932 positronen. Blackett var præsident for The Royal Society 1965-70.