Faktaboks

Lene Vestergaard Hau
Født
13. november 1959, Vejle
Lene Vestergaard Hau
Lene Vestergaard Hau fotograferet i 2019, da hun modtog Den Berlingske Fonds Hæderspris.
Lene Vestergaard Hau
Af /Ritzau Scanpix.

Lene Vestergaard Hau er en dansk fysiker, der er bosat i USA. Hun er kendt for sit pionerarbejde med at bremse og helt stoppe lys ved at sende laserlys gennem såkaldte Bose-Einstein-kondensater.

Lene Vestergaard Haus forskning

Op igennem 1990'erne arbejdede Lene Vestergaard Hau med laserkøling af natriumgas til temperaturer på bare få milliardtedele grader over det absolutte nulpunkt. Ved de meget lave temperaturer bliver gassen til et såkaldt Bose-Einstein-kondensat og får nye optiske egenskaber. Ved at skyde laserlys gennem sådanne kondensater kunne Lene Vestergaard Hau i 1999 nedbremse lysets udbredelseshastighed fra 300000 km/s til kun 17 m/s.

To år senere lykkedes det Vestergaard Hau og hendes forskningsteam at nedbremse en lyspuls fuldstændigt. De sendte en lyspuls ind i et Bose-Einstein-kondensat, hvorved lyset blev stoppet i få brøkdele af et sekund. Efterfølgende blev den oprindelige lyspuls gendannet. Med denne teknik kunne Vestergaard Hau og hendes forskerteam i 2007 konvertere en lysbølge til en partikelbølge ved at sende lysbølgen gennem ét Bose-Einstein kondensat og efterfølgende konvertere partikelbølgen tilbage til en lysbølge med et andet Bose-Einstein kondensat.

Uddannelse og karriere

Lene Vestergaard Hau blev uddannet på Aarhus Universitet i 1980'erne. Hendes studier omfattede et syv-måneders ophold ved CERN i 1984-1985. Fra 1989 blev hun tilknyttet Rowland Institute for Science i Boston, USA. Hun forsvarede sin doktorafhandling ved Aarhus Universitet i 1991. I 1999 blev hun professor i anvendt fysik ved Harvard University i Boston, USA.

Priser og hædersbevisninger

Lene Vestergaard Hau har bl.a. modtaget Ole Rømer-medaljen og NKT Forskerprisen i 2001 samt som den første Carlsbergfondets Forskningspris i 2011. Hun blev medlem af det Kongelige danske Videnskabernes Selskab i 2002, det Kongelige Svenske Videnskabsakademi i 2008 og af American Academy of Arts and Sciences i 2009.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig