Faktaboks

Hendrik Lorentz

Hendrik Antoon Lorentz

Født
18. juli 1853
Død
4. februar 1928
Hendrik Antoon Lorentz i 1902
Hendrik Antoon Lorentz fotograferet i 1902, det år, han modtog Nobelprisen i fysik sammen med Pieter Zeeman.
Af /Algemeen Rijksarchief Tweede Afdeling, Den Haag.

Hendrik Lorentz var en hollandsk fysiker, der modtog Nobelprisen i fysik i 1902 sammen med sin landsmand Pieter Zeeman.

Lorentz var professor i teoretisk fysik i Leiden fra 1877 til 1912. I perioden 1892-1904 udviklede Lorentz en syntese, efter 1900 kendt som Lorentz' elektronteori, mellem James Clerk Maxwells elektromagnetiske feltteori og en model af materielt stof som indeholdende elektrisk ladede partikler. Teorien kunne forklare en række optiske effekter, bl.a. farvespredning og Faradays magnetooptiske effekt. I 1895 viste Lorentz teoretisk, at et legeme, der bevæger sig gennem æteren, vil blive forkortet i bevægelsesretningen, og i 1904 udledte han de generelle Lorentz-transformationer, som indeholdt denne Lorentz-forkortning og dermed en forklaring på Michelson-Morley-eksperimentet.

Lorentz viste i 1896, at den nyopdagede Zeeman-effekt skyldtes tilstedeværelsen af negativt ladede partikler i molekylerne, og han beregnede forholdet mellem partiklernes ladning og masse. Året efter bestemte Joseph John Thomson en overensstemmende værdi for ladning-masse-forholdet i katodestråler; hermed var grunden lagt for at postulere den negativt ladede elektron som en universel bestanddel af alt stof. Lorentz og Pieter Zeeman delte i 1902 Nobelprisen i fysik.

Lorentz accepterede aldrig Albert Einsteins specielle relativitetsteori fra 1905 med dens radikale fortolkning af Lorentz-transformationerne; derimod beundrede han den generelle relativitetsteori og deltog aktivt i dens udvikling såvel som i diskussionerne om kvanteteorien.

På grund af sin flydende beherskelse af engelsk, tysk og fransk samt sin evne til klart og taktfuldt at uddrage essensen af en diskussion blev Lorentz som ældre en fremtrædende international figur. Han var præsident for Solvaykongresserne fra deres start i 1911 til 1927, og efter 1918 kæmpede han for at få ophævet Centralmagternes udelukkelse fra de internationale naturvidenskabelige organisationer. Også nationalt spillede han en stor rolle som rådgiver for regeringen ved en reform af den højere undervisning og fra 1920 som leder af det årelange beregningsarbejde på Zuidersø-dæmningen (se IJsselmeer).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig