Edmond Becquerel, 24.3.1820-11.5.1891, fransk fysiker, professor ved Conservatoire des arts et métiers og faderen Antoine Césars efterfølger ved Muséum d'histoire naturelle. Arbejdede sammen med faderen inden for elektrokemi, elektricitet og magnetisme; senere hovedsagelig med solspektret og med fosforescens. Han opdagede den såkaldte Becquerel-effekt: en spændingsforskel mellem en belyst elektrode og dens omgivende elektrolyt.