Anthony Leggett, f. 26.3.1938, britisk-amerikansk fysiker, tilknyttet University of Sussex 1967-82, fra 1983 professor ved University of Illinois. Leggett har givet fundamentale bidrag til teorien for Fermi-væsker i både deres normalt flydende og superflydende tilstandsform. Kort efter den eksperimentelle opdagelse i 1972 af superfluiditet i flydende 3He (se kvantevæsker) lykkedes det Leggett at forklare de iagttagne forskydninger af de kernemagnetiske resonansfrekvenser, der er nøglen til identifikationen af de superflydende faser. For sine pionerbidrag til teorien for superfluiditet modtog Leggett nobelprisen i fysik i 2003 sammen med A.A. Abrikosov og V.L. Ginzburg.