Albert Fert, f. 7.3.1938, fransk fysiker, professor i fysik ved Université Paris-Sud siden 1976 og fra 1995 direktør for Unité Mixte de Physique CNRS-Thales (Orsay). I 1988 opdagede Fert, og uafhængigt af ham tyskeren Peter Grünberg, en ny fysisk effekt, gigant-magnetoresistans (GMR). Fert undersøgte et system bestående af vekslende lag af jern, der er magnetisk, og det ikke-magnetiske metal krom. Tykkelsen af de enkelte lag var kun få atomafstande. Der viste sig at være en stærk kobling mellem magnetfelt og elektrisk modstand (resistans) i dette lagdelte system. Effekten, som fik betegnelsen GMR, er en kvantemekanisk effekt, som skyldes elektronernes spin. Meget små magnetiske ændringer forårsager store forskelle i den elektriske modstand. GMR er siden 1997 udnyttet i bl.a. læsehoveder til harddiske, hvorved der er opnået en stor forøgelse af informationstætheden på disken. Det er bemærkelsesværdigt, at et nyt resultat inden for grundforskning på mindre end et tiår blev omsat til en ny teknologi med en kolossal udbredelse i informationssamfundet. Fert tildeltes sammen med Peter Grünberg nobelprisen i fysik i 2007 for opdagelsen af gigant-magnetoresistans.