Peltier-effekt, (efter den franske fysiker Jean Charles Athanase Peltier, 1785-1845), opvarmning eller afkøling, som forekommer i det punkt ("loddestedet"), hvor to strømførende ledere af forskellige metaller er sammenføjet. Om loddestedet bliver varmt eller koldt, afhænger af strømmens retning. Effekten blev opdaget af Peltier i 1834. Se også termoelektricitet.