Fourierspektroskopi

Fourierspektroskopi, (efter J. Fourier), metode til analyse af et optisk spektrum. Klassiske metoder er baseret på, at de forskellige frekvenser, der er indeholdt i lyset, brydes i forskellige vinkler af et prisme eller reflekteres i forskellige vinkler af et optisk gitter ved diffraktion. I Fourierspektroskopi, der er baseret på interferens, deles lyset i to dele af en stråledeler, og de to signaler bevæger sig ad hver sin vej, inden de atter kombineres på en detektor. Vejlængden for det ene signal varieres, og det kombinerede signal svarer således til, at lyset interfererer med sig selv med en variabel tidsforsinkelse. Den information, der kan opnås om lysets spektrum, uddrages fra detektorsignalet ved en matematisk Fouriertransformation, som foretages elektronisk.

Fremkomsten af Fourierspektroskopi omkring 1950 betød en revolution af spektroskopien. Da der hele tiden måles på hele spektret, er teknikken hurtigere og kan anvendes på meget svagere kilder. Detaljeringsgraden i det resulterende spektrum vokser med vejlængdeforskellen mellem de to signaler, der går fra 5 m i de største spektrometre til videnskabeligt brug til brøkdele af mm i simpelt og robust udstyr til procesovervågning i industrien.