Fordamper, køleelement, luftkøler, væskekøler, den komponent i et køleanlæg efter dampkompressionsprincippet, hvori kølemidlet fordamper og dermed optager varme ved den lave temperatur. Man skelner mellem fordampere til køling af luft og væskekølere. De førstnævnte er oftest udformet som rækker af parallelle rørslanger, hvori kølemidlet fordamper. På luftsiden er de forsynet med ribber eller lameller til forøgelse af varmeoverføringen. Større væskekølere er traditionelt mangerørskølere, hvor et bundt af parallelle rør er fastgjort i to rørplader, som danner endebunde i en cylindrisk beholder. Det fordampende kølemiddel kan enten føres gennem rørene eller befinde sig i rummet omkring rørene. I de senere år har pladevarmevekslere (se varmevekslere) vundet indpas pga. deres kompakte opbygning og ringe kølemiddelfyldning. Til mindre ydelser benyttes ofte et spiralvundet, koaksialt dobbeltrør. Se også køleskab.