Heterodynmodtager, (1. led af hetero- og fork. af gr. dynamis 'kraft'), radiomodtager, som ved multiplikativ blanding af den modtagne bærebølge med frekvensen fra en lokaloscillator danner et mellemfrekvenssignal, hvoraf det ønskede signal, fx et radioprogram, fremkommer ved demodulation. Princippet benyttes i stort set alle radiomodtagere, tv-apparater osv. Det muliggør, at modtageren kan konstrueres til at behandle en bestemt mellemfrekvens, idet man ved blot at variere lokaloscillatorfrekvensen kan bestemme, hvilken bærebølgefrekvens (kanal) man ønsker at modtage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.