DVB

DVB, Digital Video Broadcasting, digital fjernsynstransmission, som afløser den analoge transmissionsteknik. Den digitale teknik har bedre gengivelseskvalitet, mulighed for flere kanaler i de frekvensbånd, der er til rådighed, og den kan udbygges med en række nye kommunikationsfaciliteter, som ikke er mulige med den analoge teknik.

DVB er under udvikling verden over. Det europæiske projekt har til formål at udvikle digitale systemer og standarder og at gøre Europa førende i omstillingsprocessen fra analoge til digitale fjernsynssystemer til transmission over satellit, i kabelsystemer og via fjernsynsmaster (terrestrisk). Endvidere er det hensigten at skabe systemer, der i fremtiden også vil kunne anvendes til VOD (Video On Demand) og i forbindelse med multimedia. Projektet har deltagere fra 35 lande (2006) repræsenterende både den private og den offentlige sektor.

Arbejdet har ført til standarder for hver af de nævnte transportmedier, som har forskellige egenskaber og stiller forskellige krav. Satellittranspondere har relativt stor båndbredde, men lav tilgængelig effekt, og der forekommer kun få refleksionsproblemer. Frekvenskanaler fra fjernsynsmaster har lille båndbredde og højere tilgængelig effekt, men her forekommer refleksionsproblemer fra bygninger o.l. (flervejsudbredelse). Kabelanlæg har samme frekvensbredde som den, der bruges ved terrestrisk udsendelse; de har ligeledes høj tilgængelig effekt, men andre udbredelsesproblemer.

Der anvendes fælles basisbåndkodning og multipleksing (se multiplekser), mens kanalkodning og modulation er tilpasset det givne transportmedium.

Det oprindelige grundlag for billed- og lydkodningen var MPEG2-komplekset (Moving Picture Experts Group), som indeholdt en serie af værktøjer til komprimering af signalerne. MPEG2 benyttedes ved forskellige skanderingsformater, fx antal linjer i billedet (levels); antallet af anvendte værktøjer bestemmer profilen. I DVB-systemet til udsendelsesformål benyttes Main Level/Main Profile svarende til 625 linjer (som den analoge PAL-standard) i billedet og med en bitrate mellem 3 og 15 Mbit/s. Der kunne sendes med billedformaterne 4:3 eller 16:9 (bredde:højde; standard- og bredformat). MPEG2-multipleksmetoden bestod af en kæde af informationspakker, der hver har en længde på 188 bytes. Nyttesignalet kunne rumme billed-, lyd- og datasignaler. Systemet kunne også udnyttes til HDTV (højopløsningsfjernsyn).

I forbindelse med HDTV via DVB er MPEG2 nu (2012) næsten fuldstændig udfaset og erstattet af det langt mere avancerede MPEG4. De to standarder er ikke kompatible, så modtagerens fjernsyn, typisk et fladskærms-tv, skal have indbygget DVB-MPEG4 dekoder for at kunne modtage og gengive tv-signalet.

Man taler om tre former for DVB, som vil blive omtalt i det følgende: DVB-S (Satellite, dvs. modtagelse vha. parabolantenne fra en satellit i den geostationære bane), DVB-C (Cable, modtagelse af signal fra kabel-tv-udbyder), samt DVB-T (Terrestrial, jordbaseret, modtagelse af signaler fra sendemaster).