båndoptager | lex.dk – Den Store Danske

Båndoptagerens elektromekaniske del. Båndet passerer forbi hovederne trukket med konstant hastighed af capstan-akslen og trykrullen. Først passeres slettehovedet, der renser båndet under indspilning, og derefter tonehovedet, som er et kombineret ind- og afspillehoved, hvor registrering eller aftastning finder sted.

Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller.

Licens: Begrænset anvendelse

En båndoptager er et apparat til registrering af lyd og billede i form af signaler på et magnetisk medium (båndet). Som sådan har båndoptageren ved siden af grammofonen haft en enorm indflydelse på hele mediekulturen og dens muligheder for at videregive eller gengive lagrede meddelelser.

I dag er båndoptageren set fortrængt fra såvel professionelle som private anvendelser, med videoproduktion som eneste undtagelse. Båndoptagere er erstattet med computerbaserede systemer med optiske medier, harddiske eller chip-hukommelse.

Båndoptagerens historie

Båndoptagerens umiddelbare forfader er ståltrådsoptageren (wirerecorder), som blev skabt til praktisk brug af Valdemar Poulsen omkring 1900 i form af hans "telegrafon". Båndoptageren, med ståltråden afløst af et smalt bånd af kunststof belagt med magnetisk materiale, udvikledes i løbet af 1930'erne og fik sit egentlige gennembrud kort efter 2. Verdenskrig.

Princippet i båndoptageren er kort og meget forenklet, at elektriske signaler repræsenterende lyd fra en mikrofon eller billede fra et tv- eller videokamera via et elektromagnetisk tonehoved magnetiserer båndet, der bevæger sig forbi hovedet med konstant hastighed. Når båndet under afspilning atter bevæges forbi hovedet, aftastes magnetiseringen, og i tonehovedet induceres herved elektriske signaler, svarende til de oprindelig registrerede svingninger. Båndoptageren har normalt to eller tre tonehoveder, idet båndet først passerer det såkaldte slettehoved, som ved hjælp af en højfrekvent vekselstrøm magnetiserer båndet, hvorved eventuelle allerede lagrede lydsignaler slettes; båndet kan så anvendes til nye indspilninger. Efter slettehovedet følger i enklere båndoptagere det såkaldte kombi(tone)hoved, som bruges både til ind- og afspilning af båndet. Dyrere og mere professionelle maskiner har tre tonehoveder, idet der efter slettehovedet først følger et indspillehoved og derpå et afspillehoved; derved opnås en bedre lydkvalitet. Samtidig kan man kontrollytte optagelsen, idet denne kan afspilles umiddelbart efter indspilningen. Dette er en stor fordel, specielt i professionelle sammenhænge.

Det oprindelige båndformat med en bredde på ca. 6 mm (¹/₄″) er gennem tiden blevet suppleret med en række formater; op til 50 mm (2″), som benyttes til 24-sporsmaskiner i lydstudieteknikken og ned til 3,18 mm (¹/₈″), som benyttes i den uhyre udbredte kassettebåndoptager (hvor selve båndkassetten kaldes en compact cassette).

Walkmanen

En særlig populær udgave af kassettebåndoptageren er den såkaldte "walkman", som oprindelig var navnet på et bestemt produkt, men senere blev fællesbetegnelse for typen. En walkman er en lille bærbar kassettebåndoptager (eller ofte kun båndafspiller), ikke meget større end selve båndkassetten; størrelsen gør, at den kan medføres overalt. Den leverer lyd via hoved- eller øreproptelefoner og har fået en kolossal udbredelse.

Ud over de nævnte (lyd)båndformater og kassettetyper findes en række andre, som anvendes i videoteknikken.

Digitale båndoptagere

Den oprindelige båndoptagerteknik er en såkaldt analog teknik, dvs. at det elektromagnetiske signal kontinuert (fortløbende, ubrudt) repræsenterer det oprindelige signal, fx lydsignalet fra mikrofonen. Fra slutningen af 1970'erne begyndte udviklingen af de digitale båndoptagere, og en ny æra indledtes. I modsætning til den analoge teknik består den digitale teknik i at aftaste det elektriske signal, så det opdeles i et endeligt antal værdier; disse enkeltværdier lagres, fx på magnetbånd. Hvis man gør dette tilstrækkelig hurtigt og detaljeret, opnås en fuldgyldig repræsentation af signalet, selvom der formelt mangler noget. Ved denne metode bliver signalkvaliteten meget mere uafhængig af lagringsmediet (båndoptager og bånd), og en række skavanker kan undgås eller udkompenseres.

DAT (eng. Digital Audio Tape)

Den såkaldte DAT-båndoptager er en båndoptager baseret på digitalteknik og et bevægeligt bånd. Der findes to principielt forskellige DAT-typer: med stationære tonehoveder kaldet S-DAT, og med roterende hoveder kaldet R-DAT. R-DAT er den langt mest udbredte, og DAT bruges i daglig tale næsten udelukkende om R-DAT kassettemaskinen, som anvender et kassettebånd meget lig den almindelige compact cassette, men noget mindre. Lydkvaliteten er som på en cd (compact disc).

Et andet knap så udbredt digitalt kassetteformat er den såkaldte DCC (eng. Digital Compact Cassette), som anvender compact cassetten i en digital båndmaskine. Herudover findes der flere andre digitale båndoptagertyper både til lyd og billede.

I midten af 1990'erne stod man over for den situation, at det mekanisk bevægelige bånd kunne afløses af faste, ubevægelige lagringsmedier, som de kendes fra computerteknikken. Stigende lagerkapacitet og stadig faldende priser på denne er drivkraften i udviklingen. Samtidig ses nu digital indspilning på små harddiske, hvorved man får en høj kvalitet samtidig med en meget hurtig redigering af optagelserne. Dette opnås ved, at frem- og tilbagespoling af båndet afløses af harddiskens millisekund-hurtige reaktionstid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.