UMTS, eng. Universal Mobile Telecommunications System, europæisk baseret mobilkommunikationssystem af tredje generation (3G), der næsten fuldstændigt har erstattet andengenerationssystemer som GSM.

UMTS er karakteriseret ved højere datatransmissionshastigheder end tidligere systemer og giver dermed mulighed for anvendelse af lyd, billede og internet-applikationer.

På trods af betegnelsen, Universal Mobile Telecommunications System, er det ikke lykkedes for Europa, USA og Japan at blive enige om en global standard for dette tredjegenerations digitale mobilkommunikationssystem. I Europa er licenser til UMTS udloddet ved auktioner, som i fx Storbritannien og Tyskland har indbragt staterne flere hundrede milliarder kroner.

I Danmark blev der ved en auktion i 2001 givet licenser til at drive UMTS-netværk til fire operatører (TDC, Telia, Orange og Hi3G, sidstnævntes produkter brandet "3"); det indbragte den danske stat ca. 4 mia. kr. I 2005 blev Oranges licens overtaget af Sonofon (senere fusioneret med Cybercity til Telenor Danmark) efter en ny auktion.

Hi3G åbnede sit 3G-net (se også mobilt bredbånd)for kunder i 2003, og TDC åbnede sit i 2005. Der har således indtil 2006 været en relativt langsom overgang af kunder fra anden- til tredjegenerationssystemer, hvorefter det gik hastigt. Med udbredelsen af smartphones og tablets har 3G været fuldstændig dominerende, og et system med endnu højere datatransmissionshastighed, 4G (fjerde generation), er i begyndelsen af 2010'erne blevet en realitet.

UMTS-systemet er karakteriseret ved hastigheder op til 2 Mbit/s (downstream, hvilket vil sige via nettet til brugeren; altid væsentlig lavere upstream, fra brugeren til nettet), selvom den mest sandsynlige hastighed er nogle hundrede kbit/s. Teknologien er forskellig fra GSM, og der kræves opsætning af nye senderstationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig