Windscale, nedlukket reaktoranlæg ved Sellafield på Englands vestkyst. Anlægget omfattede oprindelig to reaktorer bygget sidst i 1940'erne til produktion af plutonium til det britiske kernevåbenprogram. I 1957 blev den ene reaktor beskadiget ved en brand i reaktorkernen, hvilket medførte radioaktivt udslip til omgivelserne. Begge produktionsreaktorer blev lukket i 1957. Anlægget omfattede også en prototype af en AGR-reaktor (Advanced Gas-cooled Reactor, se gaskølet reaktor), som blev lukket i 1981.

Reaktorbranden

i 1957 var årsag til en miljøulykke, der var større end andre lignende ulykker indtil da. De store mængder af radioaktivt materiale, der slap ud i atmosfæren, var mest jod-131, som kan ophobes i skjoldbruskkirtlen og forårsage kræft, men også andre radioaktive isotoper, bl.a. cæsium, plutonium og polonium. Først 30 år senere erkendte man officielt, at sikkerhedsforholdene havde været mangelfulde, og at man ikke var tilstrækkelig forberedt på at håndtere den radioaktive forurening af omgivelserne. Se miljøulykke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig