Oriontågen, M42, NGC1976, emissionståge i stjernebilledet Orion. Den er synlig med det blotte øje og blev opdaget af den franske videnskabsmand Nicolas Claude Fabri de Peiresc (1580-1637) i 1610. Uafhængigt heraf genopdagede Chr. Huygens Oriontågen i 1656 og gav den første detaljerede beskrivelse af den.
Oriontågen, der ligger i en kæmpe molekylsky, Orion A, består af ioniseret brint (H+ eller H II). Ioniseringen skyldes ultraviolet stråling fra den unge, varme stjerne θ1 Orionis (også kaldet Trapezet, idet den i teleskop viser sig at være firedobbelt), der befinder sig midt i tågen. I Oriontågen foregår både dannelse af interstellare molekyler og af nye stjerner.
Tågens nærhed til Jorden (afstanden er ca. 1500 lysår) gør den til en hovedkilde til information om disse processer. Især Hubble-teleskopet har bidraget til forståelsen af Oriontågens dynamik og indhold af såkaldte proplyder — meget små, kompakte gas- og støvskyer, som består af en skive indeholdende en nyfødt stjerne.
Se også emissionståge og Orion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.