Helioseismologi, (af gr. helios 'sol' og seismologi), studiet af Solens indre på grundlag af dens overfladesvingninger, observeret enten som variationer i lysstyrken eller, ved hjælp af Dopplereffekten, som hastighedsvariationer. Svingningerne er stående lydbølger med perioder fra 3 til 15 minutter; deres bølgelængder strækker sig fra Solens omkreds ned til nogle få tusinde km. Helioseismologi udnytter, at svingningernes perioder afhænger af Solens opbygning og rotation. Ved at anvende såkaldte inversionsmetoder, der også kendes fra seismologien, kan man bestemme lydhastigheden i Solens indre med en usikkerhed på under 0,5% og dermed afprøve teoretiske beregninger af Solens og andre stjerners udvikling. Solen kan således udnyttes som et laboratorium for studiet af stofs egenskaber under ekstreme forhold. Observationerne har også ført til bestemmelse af Solens indre rotationshastighed, der er af betydning for forståelsen af dens magnetiske aktivitet. Se også Solen.