WMAP, Wilkinson Microwave Anisotropy Probe, amerikansk satellit opsendt af NASA i 2001; opkaldt til minde om den amerikanske fysiker David Wilkinson (1935-2002), der bidrog til dens konstruktion. Satellitten har siden opsendelsen leveret helt afgørende dokumentation for størrelsen af fluktuationer i den kosmiske baggrundsstråling i Universet. Resultaterne har bidraget til en hidtil uset nøjagtig måling af fundamentale kosmologiske parametre, bl.a. Universets alder, der i dag anslås til at være 13,7 mia. år. Men de mest spektakulære målinger har knyttet sig til bestemmelsen af forholdet mellem almindeligt stof i Universet, mørkt stof, der ikke kan ses optisk, samt en endnu større komponent, der foreløbig er døbt mørk energi. Målingerne fra WMAP-satellitten vil omkring 2007 blive fulgt op af endnu mere nøjagtige målinger fra satellitten Planck.