Apollo 9, den første bemandede afprøvning af månelandingsfartøjet i Apolloprojektet. Apollo 9 blev opsendt fra Kennedyrumcenteret i Florida 3.3.1969 med astronauterne James McDivitt (1929-2022), David Scott og novicen Russell Schweickart (f. 1935) om bord. Apollo 9-missionen foregik i lavt kredsløb om Jorden, og mens Scott forblev i kommandomodulet Gumdrop (vingummi) fløj McDivitt og Schweickart afsted i månelandingsfartøjet Spider (edderkop). Det var første gang, astronauter fløj i et rumskib uden varmeskjold.

Der blev trænet rendezvouser og Schweickart foretog den første afprøvning af Apollo-rumdragten i rummet. Desværre var han hårdt ramt af rumsyge, så det blev kun til lidt over en time. Spider manøvrerede væk fra Gumdrop med underdelens raketmotor, hvorefter Spider blev skilt ad. Derefter anvendte man overdelens raketmotor til at manøvrere tilbage til Gumdrop.

Efter i alt 10 dage landede Gumdrop i Atlanterhavet 13.3.1969. Spiders overdel brændte op senere i marts 1969, og underdelen (dén med benene) brændte først op så sent som i 1981.

Oprindelig havde det været meningen, at Gumdrop og Spider skulle opsendes med hver sin Saturn IB-raket, men for at spare en testmission valgte NASA at opsende Apollo 9 samlet med Saturn V-måneraketten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig