Lavtryk er et område i atmosfæren, hvor lufttrykket er lavere end omgivelsernes. Lavtryk kan have en udstrækning fra få meter, som i en lille hvirvelvind, og op til polarfrontens lavtryk med diametre på flere hundrede kilometer.

Det typiske vejr

Vejret i forbindelse med et lavtryk er ofte præget af mange skyer, nedbør og kraftig vind. De vandrende lavtryk på vore breddegrader dannes, når varm og kold luft mødes i polarfronten. Den varme luft tvinges til vejrs og vil sammen med den frigivne kondensationsvarme være årsag til, at trykket falder. I forbindelse hermed skabes fronter, der er årsag til det meget skiftende vejrlig her i landet.

Lokale lavtryk

Lavtryk dannes også lokalt, når solen varmer jordoverfladen op (termisk lavtryk). I kystområder skaber det en pålandsvind, som især i forårsmånederne kan trække tåge fra havet ind til kysten som havgus.

I forbindelse med kraftige tordenbyger kan der dannes skypumper eller de endnu kraftigere tornadoer

Tropiske lavtryk

De kraftigste lavtryk findes i troperne, hvor de tropiske orkaner skaber store ødelæggelser i de berørte kystområder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig