meridiankreds

Meridiankreds, astronomisk kikkertopstilling til bestemmelse af himmellegemers positioner, opfundet af Ole Rømer. Kikkerten kan drejes om en vandret øst-vest-akse, og dens hældning aflæses. Instrumentets navn skyldes, 1) at kikkerten bevæges i nord-syd-linjen, meridianen (middagslinjen, hvor Solen og de øvrige himmellegemer står højest på himlen), og 2) at den store skala på kikkerten er kredsformet. Ved en måling med en meridiankreds får man to koordinater: Kikkertens hældning, hvorfra man kan bestemme himmellegemets deklination, og en tidsmåling for himmellegemets passage gennem kikkertens sigte, hvoraf rektascensionen kan beregnes, idet 1 time svarer til 15° (se astronomiske koordinater).

Meridiankredsen regnes for det mest præcise astronomiske instrument til stjernepositionsmåling fra Jordens overflade.

Pga. sin særlige konstruktion, der tillader at måle store vinkler meget nøjagtigt, har meridiankredse i mange år været benyttet til at fastlægge det fundamentale koordinatsystem på himmelkuglen (se fundamentalsystem). Denne vigtige funktion er nu overtaget af satellitbaseret astrometri (se Hipparcos), der ved at måle uden for atmosfæren får overlegen nøjagtighed. Moderne meridiankredse, hvor det menneskelige øje er erstattet af højfølsomme CCD-detektorer, har fået en ny opgave med at etablere nøjagtige positioner for et tæt net af svage stjerner til brug for observationer med store kikkerter, hvor de alt for klare "Hipparcos"-stjerner vil ses udtværede og være umulige at måle på. Der er også stadig brug for nøjagtige observationer af de ydre planeter og asteroider for at få fastlagt disses baner mere præcist. Dette er især vigtigt i forbindelse med besøg af rumsonder. Den danske Carlsberg Meridiankreds deltog i disse projekter.