Kamiokande, (sammentrækning af eng. Kamioka Nucleon Decay Experiment), neutrinodetektor beliggende i en mine i 1 km dybde ved den japanske by Kamioka på det centrale Honshu. Den består af en tank med 3000 t meget rent vand omgivet af ca. 1000 fotomultiplikatorrør. Kamiokande blev bygget i 1980'erne for at måle protonhenfald (som endnu ikke er påvist), men viste sig også at kunne detektere neutrinoer. Man har bl.a. målt neutrinoerne fra supernovaen SN 1987A og fra Solen. I 1996 blev en ti gange større detektor, Super-Kamiokande, taget i brug i samme mine.