European Southern Observatory, ESO, astronomisk observatorium drevet af Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Sverige, Schweiz og Storbritannien; oprettet i 1963. Observatoriets administrative hovedkvarter ligger i Garching, nær München, hvor der endvidere er et videnskabeligt center til analyse af observationer og udvikling af instrumenter. Fremstillingen af instrumenter finder sted i medlemslandene.

ESOs astronomiske observationer foretages fra det fælles observatorium på bjerget La Silla i Chile (se astronomisk observatorium). I 2001 stod ESOs nyeste observatorium, Very Large Telescope, færdigt på bjerget Cerro Paranal i det nordlige Chile. Det består af en gruppe af fire 8,2 m reflektorer, der kan sammenkobles optisk og tilsammen give den lyssamlende evne af ét 16 m teleskop.

ESO er med i overvejelser omkring ALMA, et stort netværk af radioteleskoper, der skal bygges i Atacamaørkenen til målinger i millimeter-bølgelængdeområdet, samt et meget stort optisk og infrarødt teleskop i 100 m-klassen.

Hvert år modtager ESO ansøgninger om observationstid fra ca. 800 forskere; heraf får kun en lille brøkdel tid. Danmark driver to teleskoper på 1,5 m og 0,5 m i diameter, og på disse har danske astronomer fortrinsret til størstedelen af observationstiden. Se også astronomiske instrumenter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig