stjernehimlen

Stjernehimlen, nattehimlen set fra Jorden. Stjerner, planeter og andre himmellegemer befinder sig alle meget langt væk og i vidt forskellige afstande, men vi opfatter stjernehimlen, som om det hele foregår på en let fladtrykt himmelhvælving (se firmament) over vore hoveder.

En klar nat kan man under ideelle forhold se ca. 2700 stjerner ad gangen med det blotte øje. Stjernerne varierer i lysstyrke og farve; fx er Sirius blåhvid, mens Betelgeuze er rød. Man kan se stjernehobe som Plejaderne og dobbeltstjerner som parret Mizar og Alcor i Karlsvognen. Desuden kan man se Mælkevejen som et bånd over himlen og fra tid til anden Månen og et udvalg af alle planeterne på nær Neptun og Pluto; Uranus er dog kun synlig under gunstige omstændigheder. En halv snes stjernetåger kan skimtes af den meget kyndige observatør, og galakserne Andromedagalaksen og De Magellanske Skyer fuldender listen over de himmellegemer, man normalt kan se uden hjælpemidler. Hver nat kan man tillige se adskillige stjerneskud, og med års mellemrum dukker kometer, novaer og supernovaer op, som er synlige med det blotte øje.

Hvilken del af stjernehimlen, der er synlig fra et givet sted, afhænger af tiden på døgnet (på grund af Jordens rotation om sin akse synes stjernehimlen at rotere om himlens nordpol, og stjerner står op i øst og går ned i vest i løbet af natten), tiden på året (på grund af Jordens banebevægelse om Solen er stjernebilledet Orion fx på daghimlen om sommeren og dermed usynligt) og stedets geografiske breddegrad.

Blot en almindelig kikkert forbedrer oplevelsesmulighederne på stjernehimlen betragteligt. Omvendt forringes detaljerigdommen i tusmørket og i sommerens lyse nætter. Den tiltagende lysforurening fra bl.a. skiltning og gadebelysning truer med at ødelægge oplevelsen af stjernehimlen for størstedelen af Jordens befolkning for stedse.