J.L.E. Dreyer, Johan Ludvig Emil Dreyer, 13.2.1852-14.9.1926, dansk astronom, der 1882-1916 var leder af Armagh-observatoriet i Irland. Dreyer udgav i 1888 det højt estimerede NGC-katalog New General Catalogue of Nebulae and Clusters of Stars. I 1895 og 1908 udsendte han kataloger over nyopdagede tåger og stjernehobe, de såkaldte Index Catalogues (IC). I sine sidste år indsamlede og redigerede Dreyer alle Tycho Brahes værker og al hans korrespondance; denne samling blev 1913-29 udgivet af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Dreyers NGC- og IC-numre bruges stadig som standardbetegnelser.