Giovanni Domenico Cassini, fra 1673 Jean Dominique, var en italiensk-fransk astronom, som især er kendt for værdifulde observationer af Jupiter og Saturn, men også for at have bestemt afstanden til Mars, hvad der gjorde det muligt at bestemme afstandene i Solsystemet ret præcist. Allerede i 1665, mens han var professor i Bologna, målte han med stor præcision Jupiters rotationsperiode. En efterfølgende tabellering af de fire store Jupitermåners bevægelser blev senere benyttet af Ole Rømer til at bestemme lysets hastighed. Cassini blev direktør for det nye observatorium i Paris i 1671, og her opdagede han fire af Saturns måner og gjorde opmærksom på det store mellemrum mellem Saturns ringe, som nu kaldes Cassinis deling; han forklarede ligeledes ringenes natur. Desuden beskrev og navngav han zodiakallyset.
Giovanni Domenico Cassini
Faktaboks
Giovanni Domenico Cassini
- Født
- 8. juni 1625
- Død
- 14. september 1712
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.