Faktaboks

Christen Sørensen Longomontanus
Født
4. oktober 1562
Død
8. oktober 1647

Christen Sørensen Longomontanus, 4.10.1562-8.10.1647, dansk matematiker og astronom, grundlægger af observatoriet på Rundetaarn i København, født i Lomborg ved Lemvig - deraf det latiniserede navn. Longomontanus studerede bl.a. hos Tycho Brahe og var senere dennes medarbejder på Uranienborg og i Prag, hvor han bibragte Johannes Kepler interessen for Mars' bane. I 1607 blev Longomontanus udnævnt til professor i matematik og astronomi ved Københavns Universitet. Her bearbejdede han Tycho Brahes observationer og forsvarede med små ændringer dennes verdensbillede i værket Astronomia Danica (1622).

Et 145 km stort krater på Månens sydlige del er opkaldt efter Longomontanus.

Se også Astronomisk Observatorium i København.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig