Roche-overflade
I et dobbeltstjernesystem har den ene stjerne udviklet sig til kæmpestjernestadiet, er vokset til Roche-grænsen og er ved at tabe gas til den anden stjerne. Omkring den mindre stjerne kan der dannes en opsamlingsskive.
Af /NASA/CXC.

Roche-grænsen (opkaldt efter den franske astronom og matematiker Édouard Roche) er den afstand mellem to himmellegemer, hvor tidefeltet kan overvinde tyngdekraften og begynde at løsrive dele af det ene legeme. Roche-grænsen nås, når legemerne gradvist kredser tættere og tætter på hinanden, eller de skifter størrelse.

Planeter nær Roche-grænsen

Planeter bestående af sten og grus (fx komet-kerner, asteroider og småmåner) kan rives i stykker, når de befinder sig ved Roche-grænsen. En sten på en månes planet-nære (eller planet-fjerne) overfladepunkt vil svæve, når månen befinder sig ved Roche-grænsen. Er månen tættere på planeten end Roche-grænsen, vil månen langsomt blive revet i stykker for til sidst at danne en planetar ring omkring planeten.

Stjerner nær Roche-grænsen

Da stjerner skifter størrelse, medens de udvikles, kan den ene stjerne vokse sig så stor, at dens ydre atmosfære når ud til Roche-grænsen og begynder at forlade stjernen. Oftest opsamles den frislupne gas på den anden stjerne, hvilket kan påvirke dennes videre udvikling, bl.a. ved at der dannes en opsamlingsskive der kan danne nova og supernova udbrud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig